Den praktiske/kliniske undervisning er en uundværlig del af det samlede fysioterapeutstudium.
Det er her, du får lejlighed til at lære, afprøve og reflektere over de fysioterapeutiske metoder i et reelt patient/klient-terapeutforhold. Og det er her – ansigt til ansigt og i samarbejde med patienterne – at din udvikling mod at blive fysioterapeut for alvor tager fart.
Den samlede praktik udgør cirka en femtedel af uddannelsestiden.
Under den kliniske undervisning, får du mulighed for under kyndig vejledning af en klinisk underviser, som er uddannet fysioterapeut, at undersøge og behandle patienter med forskellige sygdomstegn. Og du får mulighed for at afprøve, hvad du har lært om patientkontakt og kommunikation.
Samtidig vil du komme til at arbejde sammen med andre faggrupper, eksempelvis ergoterapeuter, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, læger m.fl. – en vigtig erfaring i en tid, hvor det tværfaglige samarbejde betyder mere og mere.
Du kan få klinisk undervisning mange forskellige steder: På hospitaler, klinikker, institutioner for handicappede, lokalcentre, hjemmepleje, børneinstitutioner, aktivitetscentre og genoptræningshospitaler.
Du vil desuden i tilknytning til undervisningen på skolen få lejlighed til at komme på mindre studiebesøg på andre fysioterapeutiske arbejdspladser.
|